Samfund, Udvikling, Østafrika

Hvordan forstår vi korruption, hvordan opfatter vi danskere korruption? Er det stadig sådan at magt korrumperer? Er det sådan at når den samme regering sidder i (for) lang tid, så bliver det nærmest en ret at opføre sig umoralsk?

Danmarks score på den internationale korruptions opfattelse* er dalene –Hvorfor?

Kan det være fordi;

Vi har en tidligere erhvervsminister der nu sidder i Bruxelles som er tiltale fri og straffri for overtrædelse af våbenloven, selv om han lod sit gevær blive kørt rundt i landet af sin ministerchauffør der fik det udleveret af hans kone; hvor ingen af dem havde våbentilladelse til geværet.

Når det samtidigt kun er ret og rimeligt at flere unge håndværkere og arbejdere der har haft en arbejdskniv i lommen på vej hjem; er blevet idømt bøder og/eller en uges hæfte, har fået en plettet straffeattest og nogle derfor har mistet et job – kan det opfattes som magtmisbrug?

Flere ministre fra regeringspartierne giver ikke korrekte informationer til folketinget og offentligheden, en minister lyver direkte og bliver dermed mistænkt for at dække over en tidligere sundhedsministers overbetaling til privathospitaler – kan det opfattes som magtmisbrug?

En ansat i regeringens støtteparti hænger en seksuel minoritetsgruppe ud og en folketingspolitiker fra samme parti får hævet sin politiske immunitet så retten kan tage stilling til om han har overtrådt racisme paragraffen - kan det opfattes som magtmisbrug?

En tidligere minister bliver dømt for injurier mod en talsmand fra det muslimske fællesråd, - kan det opfattes som magtmisbrug?

Danmark ligger stadigt højt på listen men scoren er dalet fra topkarakteren 10 til 9,3 gennem de sidste år – det er da vel ikke fordi der fra regeringen side er moralsk korruption og korrumpering? Er borgernes rets følelse og opfattelse af ansvarlig regeringsførelse dalet tilsvarende i samme periode?

Således at de øverste ansvarlige her i landet har bevirket at landets borgere opfatter korruptionen som stigende.

*(Transparency Internationals Corruption Perceptions Index)

Er Tanzanias Ngorongoro Krater, for vilde dyr eller oprindelig Maasai befolkning?

Det berømte Ngorongoro krater i Tanzania der tiltrækker mere end en halv million besøgende hvert år, er ikke så idyllisk under overfladen, som mange tror når de ser de flotte Masai ”murani” drive deres kvægflokke ned til saltsøen mellem løver, bøfler og grupper af safari biler med internationale turister.

Det er et område uden mange demokratiske rettigheder for Masai indbyggerne, styret af en autoritet direkte under præsidentens kontor hvor ofte kommercielle, administrative og internationale interesseorganisationers dagsorden bliver givet mere vægt end indbyggernes.

Dette skal ikke være en historisk eller akademisk udlægning, men inden jeg går over til at beskrive de daglige problemer, må jeg ridse baggrunden op for de problemer Masai befolkningen har i deres hverdag.

Jeg må for god ordens skyld nok også gøre opmærksom på at min indgangsvinkel er de erfaringer jeg selv har fra arbejdet i Ngorongoro, både som MS ansat i 2 år, som ”frivillig privat rådgiver” for lokale grupper i mere end 10 år, samt fra mine mange besøg i Ngorongoro og nære venskaber med Maasier som er både født, opvokset og bor i Ngorongoro Conservation Area (NCA).

Masaierne blev givet blivende rettigheder til at leve i NCA, ved dannelsen af Serengeti National Park efter de afgav deres bolig og græsnings områder i den nydannede nationalpark, under det Britiske styre i 1950erne (der blev endda etableret et ”compensation scheme” som etablerede vandingsanlæg, dyrlæge service og kvæg ”dips”, samt andre landsby faciliteter i NCA).

Men dyre beskyttelses foreninger og kommercielle turist interesser har siden 1970erne arbejdet på at begrænse Maasiernes muligheder for at opretholde et rimeligt livs grundlag i Ngorongoro, så i stedet de vilde dyr får påstået bedre levevilkår, samt at der er blevet åbnet op for kommercielle interesser.

Tanzanias regering har i perioden prøvet at balancere mellem de forskellige interesser og skiftet tilgang flere gange, hvor de dels har opbygget nogle få faciliteter til indbyggerne, dels hindret dem i at dyrke fødevarer til eget brug. Hvor Ngorongoro Conservation Area Authority (NCAA) i perioden har tilladt både kommercielle indflyttere (ikke Masaier), turistindustriansatte samt egne ansatte at bosætte sig i NCA. Og netop et stigende befolkningstal samt menneskeskabte aktiviteter er hoved angrebspunktet fra både dyrebeskyttelses foreninger og nu også UNESCO, som argument for at smide Masaier ud af NCA samt forhindre dem i at opretholde et minimums livsgrundlag.

Da jeg første gang arbejdede i Ngorongoro i 1990, boede der ca 27,000 Masaier, der var en gruppe ansatte i NCAA (hvoraf kun 2 fastansatte var Masaier) i 2 mindre bebyggelser ved hovedkvarteret i Oleirobi, samt 3-4 turist hoteller hvoraf kun 1 (Wildlife Lodge) var et større hotel.

Nu bor der over 60,000 Masaier (den udvikling følger demografien i Tanzania), de NCAA ansatte er mangedoblet og autoritetens kontor, værksteds og bolig bebyggelse er ligeledes mangedoblet og der er nu 6-7 større turisthoteller samt adskillige turist ”camps” i NCA.

Det har gjort at UNESCO truer med at tage Ngorongoro af World Heritage Site listen, samtidig med at dyrebeskyttelsesforeningerne har øget presset på regeringen for at reducere den menneskeskabte udvikling i NCA.

Regeringens tilgang er, som ofte før, at stoppe de lokale indbyggeres, Masaierne, muligheder for at dyrke basis fødevarer (majs), samt lave restriktioner for græsning af kvæget uden at give dem adgang til andre indtægts eller fødekilder. Derudover planlægges deportationer til andre områder i Ngorongoro Distrikt uden for NCA.

Hvorimod kommercielle turist hotel og safari interesser beskyttes, samtidig med at autoritetens ansattes bolig, kontor og andre faciliteter stadig udbygges inde i NCAA.

Uden at rette direkte beskyldninger kan jeg vel roligt påstå at det nok er åbenlyst at der er mest økonomisk at opnå for folk i både administration og regerings kredse ved denne tilgang.

Sådan ser det ud i Ngorongoro når vi kikker på det fra den administrative side, men i daglig dagen for indbyggerne ser det meget mere nærværende ud:

Mødrene der ikke har råd til hverken mad eller medicin og behandling til deres børn. Vi ser grupperne af unge Masaier der i deres traditionelle klædning holder til i Tanzanias større byer for at prøve at få dårligt betalte løse jobs som vagtmænd.

Børn der må gå op til 10 kilometer på bare fødder i korte shorts eller kjole for at komme i skole eller bo hos andre familier for at få en grundskole uddannelse.

Der er mange små dårligt ernærede kvægflokke hos de mindre bemidlede Masaier i tørtiden, hvor dem der af nød vil sælge deres kvæg ser at prisen så er faldet så lang ned at de ikke indbringer en pris på over 30 US dollar, hvad der ikke kan hjælpe familien nævneværdigt.

Kvæg der dør på grund af vandmangel, manglende græsning og dyrlæge service, med følgende sult og fattigdoms problemer, som kraftigt forstærkes af et dyrknings forbud af basis føden majs.

Basale problemer der medfører dårlig skolegang, dårlig ernæring, dårlig heldbredstilstand, manglende økonomisk udvikling og dermed en masse sociale problemer.

Alt imens der dagligt kommer et stort antal højt betalende turister ind i Ngorongoro, som betaler 250 -450 US dollars for et dobbelt værelse på hotellerne og nær 100 dollar til autoriteten NCAA for adgang, ved siden af de beløb der betales for biler, guides og forplejning. Hvor en god safari rejse på 2 uger løber op i området mellem18-27,000 danske kroner per person.

Så rent økonomisk skulle det vel være muligt at tilgodese at den lokale befolkning også får del i denne betydelige indtægt? Og hvorfor er det forresten at en af de store attraktioner i Ngorongoro, nemlig samspillet mellem traditionelt levende Masaier og vilde dyr (husk på billedet af de unge Masaier der driver kvæget ned mellem flokkene af vilde dyr i krateret foreviget på film af mange turister), gøres til et problem.

Det er sådan at Masaier ikke er til trussel for de vilde dyr, de jager ikke og har i tidligere tider i Ngorongoro beskyttet de vilde dyr, her kan især nævnes næsehornene i krateret, mod krybskytter. Et forhold som nemt kunne genetableres hvis myndighederne havde interesse i dette. Det er faktisk en model som bliver brugt mange andre steder i Afrika, - lad lokalbefolkningen deltage aktivt i vildt beskyttelsen og så få del i turistindtægterne.

Nu er den eneste indtægt fra turismen lokalbefolkningen har direkte adgang til fra de få ”kulturelle bosteder” for turister der er givet tilladelse til, samt at tage penge for at lade sig fotografere langs med den slagne turistrute. Og hvor arbejdspladser i NCAA stadig kun bliver givet til lokale i begrænset omfang.

Hvorimod Tanzaniske hotelejere, administratorer og NCAA ansatte som ikke er indbyggere i Ngorongoro, høster store indtægter gennem direkte eller uofficielle forretningstilladelser og forretningsmuligheder i den store økonomi omkring Ngorongoro som turistattraktion.

Den tidligere konservator for Ngorongoro åbnede op for lokales mulighed for at åbne turist camps, andre ture etc., men dels har det været utroligt svært for lokale at opnå en faktisk tilladelse, dels skal der ressourcer, indrømmet begrænsede, til at kunne etablere selv et mindre turist projekt; - viden og ressourcer der ikke umiddelbart findes i lokalsamfundene.

Der er desværre en sags ”monopolisering” af lokale turist aktiviteter til ansatte, ansattes og lederes familie medlemmer som gør at det i praksis er utroligt svært for lokale at få adgang til turistindtægter, som ellers er den nærmeste og mest oplagte mulighed for en alternativ og supplerende indkomst. En indkomst der er nødvendigt da det traditionelle livsgrundlag fra kvægdrift ikke længere er muligt for alle de lokale indbyggere.

Gennem de sidste 6-7 år har jeg rådgivet forskellige lokale grupper i at prøve at skabe en alternativ indtægt, som kan sikre et bæredygtigt livsgrundlag i NCA. Men som sagt oven for er der på alle mulige indtægtsområder skarp konkurrence fra andre grupper som ikke er indbyggere i området.

Min rådgivning har gået på at ved at udnytte det særpræg, kan man give turister en ægte kulturel og natur oplevelse ud over det sædvanlige ved både gå dag ture, men også ved også ved etablering af små simple ”bush” camping pladser ved Masai bomaer.

Efter en masse modstand, ser det ud som om at der gennem de råd i NCAA hvor indbyggerne er repræsenteret nu er en vilje til at åbne mere op for lokale indbyggeres muligheder til at etablere denne type turist aktiviteter.

Men jeg er sikker på der er et godt stykke vej til de første tilladelser rent faktisk er givet og når de er opnåede ligger der en opgave i at støtte de lokale og lokale grupper til at få både etableret og drevet aktiviteterne. Der skal etableres nogle faciliteter, der skal laves marketing og etableres forretningsforbindelser til safari firmaerne der bringer gæsterne til Ngorongoro; og rent ideelt skal der laves lobby arbejde for at presse autoriteten NCAA, til at lade de lokale Masaier få monopol på at udbyde den type turist aktiviteter i Ngorongoro.

Jeg tror personligt ikke på at det lykkedes for de internationale organisationer at presse Tanzanias regering til at deportere de Masaier der rent faktisk har hjemsted i Ngorongoro. Men der er ikke tvivl om at de lokale indbyggere og deres organisationer har brug for støtte fremover, da Masaier ofte ses som uproduktive og tilbagestående –også af både administratorer og politikere i Tanzania, samtidig med at vi skal huske på at der ikke findes et normalt demokratisk samfund i NCAA som i resten af Tanzania.

Så jeg ser en ideel fremtid hvor lokale Masaier og grupper laver aftaler med safari tur selskaber i Arusha, Nairobi og måske udlandet, for så at modtage de enkelte køretøjer med turister på et aftalt sted af rejsen. Selvfølgelig et sted med smuk udsigt hvor der holdes en naturlig pause.

Her sidder gruppen og en Masai i traditionel beklædning dukker op og overtager guide rollen, mens bilen forsætter igennem Masai områderne i Ngorongoro. Der bliver fortalt om hvad der ses på turen, stoppet ved en gruppe kvinder der transporterer majs i læder sække på æsler hvor der bliver pjattet med kvinderne og gæsterne hører om den traditionelle arbejdsfordeling når bagage og ting skal flyttes.

Turen fortsætter forbi adskillige bomaer hvor børnene vinker og griner indtil de kommer til en ryddet plads med slået græs og en flot udsigt åbner sig foran. Der ligger nogle træstammer som bænke, nogle unge murani har tændt op med brænde og lidt afsides ligger der diskrete simple toilet og bade hytter.

Mens teltene bliver sat op med hjælp af de unge Masaier, kommer kvinder med frisk mælk til velkomst teen. Der bliver tid til en gåtur med Masai guiden og et par af de unge hvor man ser kvæget komme hjem fra dagens græsning og hilser på de ældre mænd der modtager deres kvægflok og kontrollerer at de er blevet passet godt på dagens græsning. Der bliver tid til at spørge, se hvordan alle både børn og voksne hjælpes ad med dagens sidste arbejde, inden turen går tilbage til campen.

Her er der nu flere unge samlet og en ged bræger, så samtidig med at gruppens safari kok laver mad klar går murani’erne i gang med at slagte geden på traditionel vis og tilberede kødet, ja alt på geden, så gæsterne får disse delikatesser som supplement til kokkens mere traditionelle mad. Resten forsvinder som dug for solen fortæret af de altid kødglade murani.

Dagen efter tager Masai guiden sammen med andre unge fra bomaerne turisterne på en længere gåtur hvor der ses på den lokale vandkilde og fortælles om de store problemer med at skaffe vand nok. De kommer forbi en græssende kvægflok med 2 store drenge som vogtere og hører om græsning og kvægsundhed. Nær ved den boma der også skal besøges, er de små drenge ude med gederne som de skal beskytte mod hyæner og sjakaler.

Siestaen bliver holdt i masai bomaen hvor der bydes på et valg af sur eller frisk mælk serveret i blik krus for dem der har mod på det. Kvinderne viser deres hytter frem og viser hvor gedekid, børn og voksne sover, mens guiden fortæller om masaiernes traditionelle sociale og familie forhold. Kvinderne bærer smukke perlearbejder som kan købes hvis nogen skulle ønske et minde fra besøget.

Turen til mødet med turisternes safari bil og ”normale” guide/chauffør går op over en mindre bjergryg, i træ bevoksningen ses en bøffel og nogle antiloper, så ud på det åbne hvor en flok giraffer passerer forbi. Det giver gode muligheder for at fortælle om de løver der har strejfet rundt og for murani at vise hvordan man skræmmer en hyæne væk.

Gæsterne kører videre og har fået sat naturen i relief til et barsk liv for at overleve i den, har lært om en ny spændende kultur og har mødt en gruppe imødekommende mennesker.

De lokale indbyggere har fået beskæftigelse for at arrangere arbejdet ved campen, turen og besøgene. Men de har fået sig rimeligt betalt og samtidig haft mulighed for at vise deres traditionelle kultur frem og forklare om dagliglivets hårdhed og deres problemer med at bevare deres livsstil og kultur.

af Lærke Ackrey Pedersen, Knud Vilby og Steen Pedersen Tanzania-kendere

Skal afrikanske nationalparker nu smadres af motorveje?

Det har vakt stor international opmærksomhed og voldsom harme, at Tanzanias regering tilsyneladende vil bygge en motorvej gennem Serengeti, hvor op imod halvanden million gnuer og 500.000 zebraer har deres vandringsruter, og hvor der i øvrigt er masser af repræsentanter for alt hvad der i øvrigt er af vilde dyr i Østafrika.

Man må da kunne finde en anden rute, siger kritikerne med Frankfurt Zoo som en af deres vigtigste talsmænd. Frankfurt Zoo har i årtier været en vigtig aktør i forhold til naturbeskyttelse i området. Frankfurt Zoo har også meget længe været en del af konflikten mellem dyr og mennesker i dette enestående naturområde.

Og nu kører kampagnerne så med underskriftindsamlinger og protester til Tanzanias regering og præsident.

Vi skal ikke gøre os kloge på alle dele af denne alvorlige konflikt, men vi vil godt mane til en smule besindighed og i hvert fald til, at de faktuelle oplysninger fremlægges en smule mere korrekt, end det er sket hidtil.

Først det med den ”motorvej”, på engelsk ”highway”, der er omtalt i et utal af artikler – også i Danmark og i Politiken. Hvis man definerer motorveje, som i Danmark, findes der ikke en eneste motorvej i Tanzania, og det her er heller ikke en motorvej. Ifølge de officielle oplysninger, er der tale om en vej på omkring 500 kilometer, hvoraf kun 53 kilometer går gennem naturreservatet Serengeti. Og på strækningen gennem Serengeti er der alene tale om en grusvej i to spor. Det er der altså ikke meget Køge-motorvej over.

Virkeligheden har intet at gøre med det billede af en motorvej, der opstår inde i hovedet på den typiske europæiske læser, der ser eller hører om dette projekt.

Men der er brug for vejen. Området nordvest for Serengeti, mellem Serengeti og Victoria-søen er et frugtbart landbrugsområde, stort set uden ordentlige veje. Samtidig har maasaierne, der bor i Serengeti-området behov for en bedre infrastruktur. Tanzania har naturreservater, der er større end Danmark. Det ligner slet ikke Knuthenborg Safari-park, men er næsten uendelige områder, der er beskyttede mod mange former for udnyttelse, men som også rummer kvæg og mennesker. I Serengeti-området er det maasaierne.

Der har i årevis været naturbevarere, der ville have maasaierne ud af området, men den moderne udfordring er at gøre det muligt for naturreservater, dyr og mennesker at fungere sammen.

Den alternative ruteføring af vejen, som Frankfurt-folkene har anbefalet, vil medføre, at folk omkring det nordlige Serengeti skal køre mere end 400 kilometer ekstra sydpå for at få forbindelse til ruten ind i landet. Det lyder ikke realistisk.

Vi påstår ikke, at der ikke er problemer. Andre naturreservater har også veje, blandt andet til turisterne. Mange – for eksempel i Sydafrika – har også asfaltveje. Der er erfaringer for, at migrerende gnuer og zebraer (fulgt af sultne rovdyr) godt kan krydse veje. Men bliver der tale om tæt gennemgående lastvognstrafik, vil der givetvis være problemer. Tanzanias regering har lovet en omfattende såkaldt EIA, (en vurdering af miljøeffekter), inden projektet gøres færdigt. Den er det naturligvis vigtigt at holde øje med. Den skal være grundig, og hvis den afslører store problemer skal projektet laves om.

Men i et fattigt land som Tanzania er man nødt til at tage samspillet mellem dyr, natur og mennesker som udgangspunkt. Nødt til at respektere at mennesker også skal have muligheder. Og mennesker er i den sammenhæng ikke først og fremmest de turister, som i dag er dem der giver størst trafik i reservaterne.

Solen står i zenit og temperaturen er på etpargfyrre grader, så selv om det giver lidt brise at køre derudad på cross motorcyklen så er luftfugtigheden så høj at luften er fortættet med vanddampe. På ZANZIBAR, tropeparadiset også i regntiden imellem skyllerne, forstår jeg hvorfor den løstsiddende kanzu og bui bui er den fortrukne klædedragt i stedet for shorts og t-shirt som jeg kører på motorcyklen i.

Jeg sætter farten op ud mellem endeløse plantager af palmetræer, afvekslende med krydderi ”shambas” hvor nelliker, kardemomme, muskatnødde træer fylder luften med krydderdufte og det store helbredene Neemtræ kaster skyggen når motorcyklen standses og jeg køber en læskende frisk grøn kokosnød at drikke. Bonden viser mig hans sæbe og henna træer og jeg undrer mig over at al denne frodighed tlilsyneladende ikke har bragt noget velstand med sig overhovedet.

Vejen løber forbi hytter, simple med tage af flettede palmeblade, enkelte udsalgsteder for lidt frugter og basis varer, en simpel skole og palmerne fortsætter, her ser jeg ikke meget til den omsiggribende turisme, jeg føler næsten at jeg stadig er ung som da jeg første gang kørte her og turismen endnu ikke havde nået denne fjerne ø. Men det var inden at vestlig velstand, rygsæksturisme, Lonely Planet for ikke at tale om charterrejserne og Discovery Channel på TV havde gjort hele verden til allemands eje. Så krydderiøen nu, som mange andre steder har fået del i den eksotiske oplevelses masseturisme;

Stranden ved røverhulerne, langt ude af de små veje, med et par lokale fiskere der reparerer deres båd, på vestksyten, på læsiden af øen er det hvide sand blændende hvidt. Det krystalblå vand kærtegner det hvide sand og jeg kan svømme i det lave vand hen over de skarpe koraller indtil jeg kommer ud på dybere vand hvor lagunerne i revet stråler af naturens farverigdom, fisk, skaldyr, koraller, tang. Her hvor der nu er en luksus strand restuarant med udlejning af vandports udstyr og blege turister sidder og drikker øl i isafkøelde glas, inden de forsigtigt går ud i vandet af den betonrampe der er bygget ovenpå koralrevet til samme formål.

Zanzibar by er forfalden, hele byen lugter af mug og skimmel som er groet ind i uvedligeholdte koralbloksvægge i de høje huse, når jeg går i de smalle gyder kan jeg se direkte ind i boligerne igennem de åbne kæmpestore smukt udskårne døre, i de små butikker med træskoddede åbninger sælges nogle få nødvendigheder. Jeg bliver passeret af nogle ringende cykler i de smalle stræder, ser bui bui klædte kvinder med smukke hvide øjne i alt det sorte og fornemmer at være tilbage i Sultanen af Omans regeringstid. Det var inden åbningen for markedsøkonomien og udvikling af turismen, hvis varer og tjenester nu fylder alle dør og vinduesåbninger i de smalle stræder i byen, ja fylder ud i stræderne med boder og følger dig i form af unge mennesker der går efter dig for at prakkke dig ture og junkvarer på.

Ved aftenstide kan jeg som ikke muslim trænge til kolde vederkvægende drikke, helst i halve litermål og brygget på humle og malt. I de smalle gyder udenfor de mest befærdede steder, findes et par halvskumle serveringslokaler hvor en gruppe kanzu klædte mænd ikke følger koranens ord om afholdenhed, her fortælles de sædvanlige historier fra byens liv, politik og økonomi på gulvplan diskuteres ivrigt. Ved solnedsgangstid går jeg i de allerede lidt afkølede stræder ned mod vandet, ned til den gamle engelske officersklub’s faldefærdige bygning. Igennem den stærkt lugtende bygning op på 1. etages store åbne terasse, hvor det Indiske Ocean krystalblåt ligger foran mig, med solen stående lavt inde over den Østafrikanske kyst. Her findes de vederkvægende halve litersmål taget ud af et gammel rusten petroleumskøleskab, serveret af de 2 rastafari fyre som driver denne simple servering i de mest maleriske forfaldne omgivelser for en blandet skare af få udlændinge, folk fra fastlandet der ikke er til muslimsk afholdenhed, lokale indbyggere med en alternativ livsholdning, i en stemning af international forståelse hjulpet på vej af de mange billige halve liters i en tåget røg af lokalt dyrkede hampeblade. Blandet med Bob Marley får den lokale drengs stemme sin fulde plads på getto blasteren når Eddie Mercury synger Queens øreifaldende rock sange. Det føles som langt fra dagens virkelighed af nyrenoverede bygninger overalt i Zanzibar by, med utallige barer, restauranter og hoteller som alle serverer internationale brand drikkevarer til store grupper af shorts klædte hvide turister fra Europa og Syadfrika.

Turistindustrien som er opstået med dens store synlighed overalt i byen og især på de før uberørte strande hvor nu badehoteller af international standard ligger side om side, skulle vel bringe velstand til gengæld for de mange omvæltninger i den lokale hverdag. Omvæltninger som mange lokale ikke billiger, med letpåkædte turister drikkende alkohol åbenlyst, med indvandring af store grupper unge mennesker fra fastlandet som bedre kan opfylde turisternes behov end de lokale Zanzibar folk. Hvorfor ser jeg så stadig de mange landsbyer uden udvikling og moderne faciliteter, ser skoler der ikke fungerer, ser fattigdom og kvinder der arbejder hårdt for at forsørge deres børn, lige ved siden af hvor de luftkølede luksus busser med turister kører forbi?

Steen Pedersen

VERDENS FLOTTESTE KØRETUR.
TANZANIA

Hvad er dejligere i denne verden end at slå teltet op langt oppe på en bjergskråning, med udsigt over Serengeti sletten som ligger bredt ud foran lejren.
At se morgensolen stå op bag Lemagrut bjerget, som først står som en lodden grøn silhuet med en glødende orange rand i modlyset af den opstigende sol, der hurtigt bliver stærkt lysende guldfarvet når sol skiven hurtigt stiger op over bjerget og morgenkulden i 2500 meters højde forsvinder.
Nu kan vi høre kobjælderne fra Maasai kvæget. Travlheden ved vandtruget starter, kvæget kommer i grupper for at drikke. Mens den første gruppe drikker står flere kvæggrupper disciplineret og venter på deres tur, overvåget af ældre mænd og deres ”murani”, krigerne. Krigerne skal ud med kvæget på græs i flere dage inden de kommer for at drikke igen. Sådan er det hvert år i tørtiden, kvæget får kun det nødvendigste vand for at overleve og giver dermed kun lidt mælk, så Maasaierne her må sætte deres forbrug ned og vente på overflod af mælk når regntiden igen starter.

Jeg sammen med min Maasai ven gennem mange år, Lalaku, og min datter på 16 år taget på en tur gennem en af Østafrikas flotteste stykker natur, men det er en barsk tur så vi må være godt forberedte på halvanden uges liv i telt uden for den slagne vej.

VICTORIA SØEN

Bilen bliver pakket ved Nilens kilde på Victoriasøens største ø, Ukerewe. Her hvor alt er grønt, hvor befolkningen lever af landbrug og fiskeri, har vi ingen problemer med at proviantere før vi skal ud på de tørre og øde stepper i Serengeti området. Dernæst videre til Ngorongoro højlandets Maasai samfund, hvor der ingen af stederne er nogen forsyninger at få, ja selv vand kan vi kan vi kun få med besvær.
Så efter at have fyldt bilen med alt fra telte til tændstikker, ekstra dæk & slanger, lidt whisky og et værktøjssæt, begiver vi os på vej langs søbredden til den lille bilfærge over til fastlandet. Vi kører gennem kassava og appelsin marker, de folk vi kører forbi er let påklædte i farvestrålende stoffer her hvor temperaturen altid ligger mellem 24 og 30 graders varme. Vi kører forbi store sten formationer der ligesom er stablet op langs med vejen, med søens blå vand i baggrunden er det et flot sceneri.
Ude ved færgen er der en landingsplads for fiskekanoer. Her er der stor aktivitet med at bringe nattens fangst i land og sælge den til opkøbere fra Tanzanias næststørste by Mwanza. Hvor nattens fangst af Nilaborre, bliver skåret til filet’er på fiskefabrikkerne og eksporteret til bl.a. Danmark.
Efter en halv times sejltur med den lille færge fortsætter vi forbi fiskelandsbyer de 90 kilometer til Serengeti slettens start ved Victoria søens bredder.

SERENGETI

Serengeti nationalpark er så stor at man stadig føler at man er helt alene i den store åbne natur, når man er lidt væk fra alfarvej. Det er en fantastisk fornemmelse at køre i dagevis i en natur der ikke er påvirket at menneskehånd, men kun af den naturlige udvikling og dyrenes indbyrdes balance, der alene er bestemmende for hvem og hvad der lever og gror her.
Fra Victoria søen kører vi langs med Grumeti floden hvor vandstanden er lav, så både flodheste og krokodiller er meget synlige nu hvor de trænges sammen i små vandhuller. Gnuerne står i flokke inden de vover sig nær de sultne krokodiller for at drikke. En større familie flodheste ligger lidt nede af floden og vi går gennem krattet langs floden for at komme tæt på. Da vi kommer tættere på bliver det taget meget ilde op af flokken, som brøler og pisker vandet til skum. Dyrene her er vant til biler og reagerer ikke på dem, men mennesker der går ude i det åbne er de ikke vant til og bliver ophidsede. Det er også forbudt nu, men vi er tilbage fra den tid hvor det var tilladt og tager os stadig visse friheder når vi ved at vi er alene i et område.

Efter at have tilbragt natten med at campere i en grøn dal midt på Serengeti fortsætter vi gennem den endeløse græsslette, som på denne årstid er tør og med få dyr. Vi kommer snart til nogle store sten formationer ”Kopjer”, som ligner og kaldes ”øer i en sø af græs”. Det første vi ser er 3 hun løver der ligger på en flad sten og slår mave i morgensolen, dernæst en ældre og 2 unge løve hanner der gnaver på det sidste ben af den Zebra de har dræbt om morgenen.
Lidt derfra ligger patriarken, en ældre sort manet han løve der halvsover mæt i skyggen af en busk. Da vi kører helt tæt på ham, bliver han hurtig urolig, og da Lalaku læner sig ud af vinduet og løven får øje på det farvestrålende Maasai tæppe han har over skulderne, bliver han stiktosset. Han rejser hovedet, spænder musklerne i benene, parat til spring, halen pisker vildt. Heldigvis indser han det umulige i situationen og trækker sig tilbage på den anden side af busken, med et skarpt øje på os.
Hans reaktion viser at denne ældre han løve har fulgt migrationen af Gnuer op til Ngorongoro og der er kommet i kontakt og karambolage med Maasaierne i området, derfor både frygter han Maasaierne og bliver ophidset over deres tilstedeværelse.

NGORONGORO

Ved siden af vores telte nær vandtruget, går en bred støvet ko sti. Ud på den første nat hører jeg bøfler der brøler og kommer ned til vandtruget for at drikke. Om morgenen opdager min datter et løvespor fra en enkelt løve der har gået forbi teltene i nattens løb.
Næste nat kommer en lille flok på 2 løver og 2 unger for at drikke ud på morgenen. Men de er ikke interesserede i mennesker og drikker kun, inden de igen forsvinder ned af bjerget og ud på sletten.
Maasaierne der lever i Ngorongoro har et hårdt liv og er under pres på mange måder, både fra det omkringliggende ”moderne” samfund, men også under økonomisk pres da et stigende befolkningstal ikke kan brødfødes af de magre ressourcer. Der er stigende befolkningspres på dette økologisk sårbare område, samt problemer med græsning og vand til den øgede kvægbestand. Desuden prøver interesseorganisationerne for dyre beskyttelse at få indført begrænsninger i deres muligheder for at dyrke lidt majs til at brødføde familierne med.

Ngorongoro krateret, dette berømte og fantastiske udslukte vulkanske krater der er 600 meter dybt og 22 kilometer i diameter, er selv efter utallige besøg stadig et af de mest imponerende oplevelser i denne verden. Der er alt fra sletter og saltsø, til tæt skov og en evigt rindende bæk, og det er et af de steder hvor der er findes flest afrikanske dyrearter samlet på det samme sted.
Turen de 600 meter ned af den stejle vej er som altid en flot oplevelse, de sorte prikker på kraterbunden bliver til dyr og dyre flokke, og næsten nede ved kraterets bund møder vi 2 unge Maasai krigere med en kvæg flok. De er på vej ned gennem alle dyre flokkene så kvæget kan slikke salt i soda søen på kraterbunden.
Vores tur i krateret bliver en helt speciel oplevelse med mangfoldigheden af dyr vi ser, så vi får til fulde vores lyst til at studere dyrelivet styret.

Næste dag besøger vi en gammel bekendt af mig, Mzee Melau. Han er nu gammel mand som på trods af et liv uden mange køer eller andet gods, har 3 koner og utallige børn og børnebørn. Da vi kommer ligger han træt i græsset uden for sin hytte oppe i højlandet, tæt ved Ngorongoro kraterets kant hvor turist bilerne passerer kun en kilometer væk.
Det er 3 år siden at jeg så ham sidst, og han har insisteret på at jeg nu skulle komme til Ngorongoro og besøge ham. Det er tydeligvis også en af de sidste gange jeg får ham at se. Gråhåret og gråskægget, med rystende hænder og næsten ude af stand til at gå, ligger han så har han udsigt over dalen hvor hans kvæg og får græsser, bagved kan han se det meste af Serengeti sletten. Nogle af hans børn og børnebørn er i nærheden, ude med kvæget eller i hans boma, det er langt fra den virkelighed vi ser på de danske alderdomshjem.

Turen afslutter vi med at køre ned over ”Rift Valley” sænkningen over de tørre Maasai sletter, indtil vi når byen Arusha ved Meru bjergets fod og med Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro liggende i disen foran os.

Steen Pedersen